Historisk fyrtårn på den danske vestkyst
På vejen mellem Lønstrup og Løkken finder du et af Danmarks mest kendte vartegn, Rubjerg Knude Fyr. Det særdeles populære udflugtsmål, der hvert år besøges af mere end 250.000 gæster, har tårnet over knuden siden 1899.
I mange år har fyret været på vej til at ryge i havet, som det allerede er tilfældet for murbrokkerne fra caféen, fyrmesterboligen og museumsbygningen. Disse har tidligere været en del af oplevelsen, når du besøgte Rubjerg Knude Fyr, men som med så meget andet på Rubjerg Knude, er det blevet fortæret af sandflugten.
Fyrets betydning for Lønstrup og Nordjylland er dog så stor, at Hjørring Kommune i 2019 har bestilt en flytning af fyret, så du også i årene fremover kan nyde en udflugt til Rubjerg Knude og udsigten fra fyrtårnets top.
Flytning af Rubjerg Knude Fyr i 2019
Der har længe været tvivl om, hvorvidt Rubjerg Knude Fyr skulle flyttes eller have lov at styrte i havet. Der har været delte meninger, men i slutningen af 2018 blev det endeligt besluttet at flytte fyret 60-80 meter ind i landskabet, så fyret i mange år fremover kan agere udflugtsmål og turistmagnet for området.
I maj 2019 blev det besluttet, at det er den lokale murermester Kjeld Pedersen, der skal flytte fyret. En opgave murermesteren aldrig før har prøvet:
– Jeg kan ligeså godt sige det, som det er. Jeg har aldrig prøvet at flytte et fyr før, men jeg ved, at jeg har fået de bedste folk til at hjælpe mig, har murermesteren udtalt til en lokal avis.
Frem til d. 14. august 2019 var Rubjerg Knude Fyr åbent for offentligheden på det oprindelige ståsted. Herefterblev området spærret af, og i uge 43 går murermesterens hold i gang med at flytte fyret 60-80 meter ind i landskabet.
22. oktober blev flytningen gennemført under stor bevågenhed af nyehdsbmedier verden over, og murermester Kjeld blev danmarkseje.
16. november blev der holdt stor genåbningsfest, og herefter blev det igen muligt at tage turen op i fyrets top.
Dato for flytning: 22. oktober 2019 med start ca. kl 9.
Genåbning: 16. november 2019 kl. 16, hvor der vil være stor indvielsesfest.
Historien
Udsigten til en dramatisk skæbne var ikke til at forudsige, da man i år 1900 byggede et fyr på Rubjerg Knudes højeste punkt, cirka 60 meter over havet. Med over 200 meter ud til kystskrænten og med kun ringe tegn på sandflugt, kan man næppe bebrejde bygherrerne, at de ikke forudså problemerne.
Allerede få år efter at fyret var taget i brug, begyndte problemerne dog. Bygningerne skabte læ for det fine sand, der blev blæst op fra den stejle skrænt. Inden længe var der dannet klitter mellem fyret og havet, og fyrmesterens køkkenhave sandede til, og brønden blev fyldt.
For at dæmpe sandet beplantedes klitten med marehalm – med det resultat, at klitten blot voksede sig større. Jo mere man plantede, jo mere voksede klitten. I løbet af få årtier lå sandet så højt, at det til tider var umuligt at se fyrlyset fra havet.
Allerede i 1920’erne måtte man jævnligt bortkøre store mængder sand, og i begyndelsen af 1950’erne var klitten vokset så meget, at skibene ikke længere kunne høre tågesignalet.
Der var på et tidspunkt overvejelser om en forhøjelse af tårnet, men de blev opgivet. 1. august 1968 slukkedes fyret for sidste gang.
Fyrtårnet er 23 meter højt og var fra begyndelsen udstyret med eget gasværk til brug for belysning og drift af tågehorn. Man mente, at lys fra fedtgas fremstillet på olie havde en bedre evne til at trænge igennem i tåget vejr. Lyset kunne ses på en afstand af op til 42 km.
I 1906 blev gassen afløst af petroleum, og i 1934 blev der indgået kontrakt med jævnstrømselværket ved Liver Mølle om levering af elektricitet.
Arbejdet med fyret
Fyret var fra starten bemandet med en fyrmester, en fyrassistent og en fyrpasser. Arbejdet var ofte slidsomt – ikke mindst de første år med gasdrift. I storm skulle der holdes øje med skibe i nød. De fugle, der var fløjet mod linsehuset, skulle indsamles til Zoologisk Museum. Maskiner skulle holdes funktionsdygtige, bygningerne skulle kalkes og males ude og inde, og sandet holdes fra døren.
Kystnedbrydningen medfører, at klinten rykker længere og længere ind i land, og sandklitten ændres til stadighed. I 1992 blev kampen mod sandet helt opgivet, og sandet fik lov til at “æde” fyrbygningerne.